Mødevirksomhed.
Af Asger Jensen, Forkynder i LM.

Der findes i dag forskellige meninger om, hvad det er, der skal samle os, når vi er til et møde.
Vi har alle oplevet, at tiden har sat nogle spor - på godt og ondt – og den almindelige mødevirksomhed har ikke kunnet undgå nogle af disse spor, hvilket også har været medvirkende til, at der er sket en ændring mange steder i afholdelse af møder i et missionshus.

Men først vil jeg gerne sige, at som tiden går, så har jeg fået et stærkere ønske om at fortsætte i de spor, som troens folk i generationer før os har sat højt.
Og jeg finder tiden i dag for alvorlig til, at der ´eksperimenteres´ med hensyn til mødevirksomhed.


De gamle – før os.

Min overbevisning er - og det kan man også læse om i gamle skrifter - at mange af de, som levede før os, så sådan på det, at når de samledes i missionshuset, da var der noget, som var overordnet - noget der havde betydning. Det var, at det, de var sammen om, skulle kunne bære ikke alene her i livet, men også den dag, de skulle gå ind over grænsen til evigheden.

Derfor var ordet - Guds evige ORD - det livgivende ORD - alfa og omega for mange. Bare dette ord, forstod de, var det som kunne holde og bjerge i både liv og i død.
Ordet, forkyndelsen og mødevirksomheden blev således noget, som optog dem.
De satte noget til side for at komme og høre Guds ord.
Deres erfaring var blevet, at her var der noget at stå på – noget at værne om.
En erfaring vor tid kunne lære meget af.


En ændret mødeform.

Der tales ofte om, at forkyndelsen har ændret sig.
Og det har den, men ikke den alene, også selve mødet har undergået forandring.
Vi er efterhånden kommet dertil, hvor man egentlig ikke ved, hvad man kommer ud for, i det øjeblik man går til et møde.
Det er med til, at holde nogle hjemme.
De har oplevet skuffelse indtil flere gange.
De fik ikke det, de kom for.

Mange har med sorg erfaret, at ”moderne” mødevirksomhed mere er blevet underholdning, end forkyndelse af Guds ord.
Ikke sjældent kommer en prædikant ud for, at der direkte siges til ham, at han ikke må bruge for megen tid på sin prædiken. Der skal nemlig gives plads for andre indslag, ofte af megen tvivlsom karakter.
Intetsigende sange bliver ofte fremført på en måde, som mange sørger over, og som de helt uforberedt må være vidne til.


Liv eller død.

Når jeg tænker tilbage i tiden, så oplevede jeg ofte, at et møde var noget, som havde med liv og død at gøre.
Egentlig var der mange gange noget urovækkende over et møde.
Jeg forstår mere i dag nødvendigheden af denne mødekarakter.
For tænk – det var virkelig liv og død, det drejede sig om.
Ja, det var intet mindre end himmel eller helvede der stod på spil.
Der var evighedsalvor over møderne.
Var det så underligt, at både prædikant og ledelse i et missionshus var ”nervøse” for hvordan eksempelvis en møderække forløb?

Hvor mange, der bliver standset af Gud ved et møde i dag, ved vel kun det enkelte menneske selv.
Ind imellem kan man være bange for, at det ikke er så mange.
Mødeformen er ofte direkte medvirkende til at Helligånden får vanskelige ”betingelser” at arbejde under.
Den nutidige sang og musik gør også sit til, at der lukkes ånder ind i et møde, som virker både nedbrydende og ødelæggende.


Hvorfor kommer vi?

Man kunne fristes til at spørge: ”Hvorfor går vi egentlig til et møde i missionshuset?”
Er det fordi, vi vil underholdes, eller er det fordi, vi har en bøn og et ønske om at få et sandt møde med Guds åbenbarede ord?
Er det fordi, vi gerne vil ransages af Guds ord, så vi ad den vej får lov at se, både hvor vi står, og hvor vor vej går hen?
Er det et ønske og en bøn om IKKE at blive ført vild eller bedraget?

Når alt dette er sagt, stiller det jo både forkynder og tilhører ind i et lys, som ikke er behageligt.
Men skal vi komme videre i vor mødevirksomhed i dag, er der i høj grad grund til, at mange møder bliver gået lidt efter ”i sømmene”.
Tilhørere har egentlig et vist ”krav” på ikke at få noget andet end Guds sandhedsord at høre under et møde.
Det er spild af tilhørernes tid at servere en form for underholdning, som de jo kan hente af en noget bedre ”kvalitet” andre steder, om det var det, de ønskede.


Ansvaret for møderne.

At blive stillet ind under Guds ord ved et møde, er en alvorlig sag.
Det må ikke overlades til hvem som helst at få overdraget ledelsen af et møde - f.eks. blot fordi man sidder i en bestyrelse.
Og sagen er jo også, at har man ikke forstået vigtigheden af ”kvaliteten” ved et møde i et missionshus, så kunne det hænge sammen med, at de, som er ansvarlige for mødet, ikke selv har stået foran den levende og hellige Gud og set sig selv som en gennemgribende fortabt synder.
Har en ansvarlig mødeleder ikke det, er han til en vis grad undskyldt,
men burde da ikke stå som mødeleder.

Og det fritager ikke en ledelse for at være opmærksom på, at hvor mennesker kaldes sammen om Guds ord, der skal de ikke spises af med noget andet.
Vi kommer vel ikke til møder bare for ”at komme hinanden ved”.
Vi kommer der vel, fordi vore sjæle står i fare for at gå fortabt.

Skal vore missionshuse bestå i fremtiden, og bestå med en forkyndelse, der siger mennesker noget ind i deres samtid, da må vi alle ind for Guds ansigt og spørge Ham, hvor vejen går i al vor foretagsomhed.
Både prædikanter, ledere og tilhørere må undersøge den ”sag”.

Gud lader sig ikke spotte.

Vi er i dag mange steder kommet dertil, at dagsordenen i missionshuset bliver sat af folk, som ikke har forstået, hvad et missionshus skal bruges til.
Er forståelsen gået ud over liv og død, himmel og helvede, da har missionshuset ingen berettigelse mere og måtte da hellere lukke end fortsætte med at holde mennesker fanget i et ”system”, som er kødeligt og menneskeskabt.


Børnene.

Børnene står i en særlig fare på grund af voksnes ”forståelse”.
Som en nordmand sagde til mig: når der dækkes op til højtid og den gode mad skal serveres tager man børnene væk. De må ikke sidde til bords med os andre.

Jeg ved vel, at det ikke altid er så enkelt at have børnene med til en prædiken.
Men jeg er helt overbevist om, at det en dag vil give bagslag, hvis vi holder børnene borte fra forkyndelsen.
De bliver så ”underholdt” – sikkert med al god vilje – men med noget som i alt for mange tilfælde er af ringere karakter end en prædiken.
At børnene ikke forstår en prædiken, betyder ikke så meget – for hvem kan i øvrigt forstå Guds ord.
Men bare det, at de også kommer ind under Guds ords indflydelse, vil give dem en ballast i livet, de senere kan takke for.
Vi må også lære dem de gode salmer og sange, så de kan synge med i forsamlingen, når der synges fællessange. De må have noget andet og mere end mærkelige fagter og trampe-sange.


Det myndige lægfolk.

Før talte man om et myndigt lægfolk.
Det findes næppe mere.
Det er bare få, der i dag tør rejse sig og sige imod den udvikling, som synes at føre længere og længere bort fra Sandheden i Guds ord.
Men ingen tvivl om, at mange lider under de nuværende tilstande.
Flere steder tales der om alternativ mødevirksomhed, og det bliver måske vejen fremover, om ikke der bliver ”sadlet om” i den for tiden ulykkelige situation.

Lad os bede om, at myndige mænd må rejse sig og vise vej ud fra Guds ord fremover og ikke overlade alt til lærde specialister.
Vi MÅ rejse os og ikke affinde os med fremover at se de missionshuse, som mange af os har været med til at bygge og vedligeholde, ende som rene underholdningsanstalter, blot fordi ledere ikke forstår den ulykkelige åndssituation, vi befinder os i.


Hvorfor er det gået sådan?

Der kunne nok siges meget om det, men vi lever i en tid, hvor den sande Gud mere eller mindre er forsvundet ud af mange menneskers bevidsthed.
At der stadig huserer en gud i menneskers opfattelse er udenfor diskussion. For det gør der.
Men det er ikke den Sande, Evige og Hellige Gud.
Ham, har man forsøgt at aflive.
I stedet er mange guder trådt til.
Det har bevirket et andet billede af Gud.
Og det mest forfærdelige er, at det ændrede gudsbillede har sneget sig ind i kirke og missionshus og bemægtiget sig både ledelse og prædikestol.

Stadig lyder den ulidelige påstand om, at vi har en kærlig Gud, som næsten ser gennem fingre med alt, hvad vi foretager os, og som nok skal sørge for, at langt de fleste vil komme indenfor himlens port – ”vejen er ikke så smal, som enkelte forkyndere vil gøre den til.”

Et forfalsket billede af Gud er efterhånden blevet så stærkt prentet ind på især de unges nethinde, godt hjulpet på vej af den ændrede forkyndelse, som har fået lov at lyde fra alt for mange prædikestole i snart mange år.
Og ikke mindst er mange nye sangforfattere med både tekster og melodier slået ind på den vej – og resultatet - ja, det ser vi nu, hvor forsvarsløse unge rives med ind i en ”åndelighed” der mange gange næsten kan opfattes som et nødskrig mod himlen.


Hvad gør vi?

Jeg ser ikke anden vej for os, end omvendelse.
Og det gælder alle - både forkyndere, ledere, bestyrelser og alle, som har et ord at skulle have sagt - ikke mindst i sammenhænge, hvor andre bliver berørt, eksempelvis ved tilrettelæggelse af møder og andre sammenkomster.
Går vi ikke en anden vej end den, der er blevet praktiseret i de senere år, glider vi længere og længere væk fra den egentlige mening med et missionshus: et sted, hvor Guds ord lyder til kald og omvendelse.


De gamle stier.

Der er ledere og forkyndere, som i de senere år, har henledt opmærksomheden på ordet fra Jeremias 6, 16 om de gamle stier.
Det er ikke sagt for ingenting. Det, der kan frygtes er, at der også i vor tid vil blive svaret tilbage som dengang – men måske ikke højlydt: ”Det vil vi ikke!”

At ændre tingenes tilstand er ikke omkostningsfrit.
Men griber ledere og andre ansvarlige ikke snart ind, pådrager de sig et ansvar, som er uhyre omkostningsfyldt at bære.
Og gør de det ikke, er det vel ikke underligt, at mange vil betragte vore ledere som de, der svigtede deres høje kald.
Og da kan der ikke opfordres til andet end at samles andre steder end i et missionshus, hvor denne verden, kødet og djævelen mere og mere synes at få overtaget - med en uhyggelig forførelse.