Fra venner i Danmark har vi fått oversendt denne bibeltimen som Peder Mikkelsen holdt på et predikantkurs i Søderjylland/ Vestjylland 15. og 16. januar 2005. Temaet for denne bibeltimen som er referert under er: «Lov og Evangelium i forkynnelsen», med undertittel: «Hva er det egentliv du forkynner?» Helt til slutt er det også tatt med tema til drøftelse av det som har vært oppe i bibeltimen.

Webmaster, josafat.no, utlagt 23.2.05   

 Prædikant kursus i Sønderjylland/Vestjylland

15. & 16 januar 2005

Lystrup den 22.1.2005

Kære med prædikanter.

I skal alle have tak for samværet ved prædikant kurset. Det var opmuntrende og berigende at være sammen med jer. Jeg sender hermed manuskriptet fra min første time. Sådan som jeg har lovet jer. Manuskriptet er talesprog, – noteret ned sådan som jeg ville sige det, uden tanke for at det skulle være korrekt skriftsprog. I må tage det som det er. Det er for stort arbejde at ændre det.

Broderlig hilsen

Peder Mikkelsen
Stokbrovej 160 Elev

8520 Lystrup

LOV & EVANGELIUM I FORKYNDELSEN!

”Hvad er det egentlig du forkynder”

Inden jeg begynder, vil jeg lige orientere om min baggrund for at gå ind i det her.

Gennem en del år har jeg  haft tilknytning til forskellige kristne sammenhænge, hvor jeg inde fra har oplevet to vidt forskellige former for forkyndelse.  Jeg er opvokset i et LM hjem og som ung var jeg på Fjellhaug bibelskole.  Senere har jeg i 13 år været dybt engageret i en frikirke, hvor jeg en del år var med i ledelsen af menigheden og tværkirkeligt arbejde.

Jeg har gennem dette været godt rundt i  forkyndelsens landskab. I 1983 skete der flere ting som gjorde, at vi forlod frikirken og fik vort hjem i LM. Bl.a. kunne vi ikke blive ved med at skræve over den kæmpe forskel, der var på den forkyndelse, som vi mødte henholdsvis på Fjellhaug og i frikirken. I forbindelse med forberedelsen af dette her, snakkede jeg med min hustru Rita, som er vokset op i frikirken som præstedatter.

Vi så de mange år tilbage til 1983, hvor vi begyndte i LM og fik vort åndelige hjem der. Det som vi ofte er vendt tilbage til, er den ændring vi kan se, der er sket med forkyndelsen i LM i de år. Da vi begyndte i LM var forkyndelsen præget af en stor bevidsthed om lov og evangelium og det rosenianske. Men vi kan se, at det har ændret sig i de ca. 22 år, vi har haft vores hjem i LM.

Lov og evangelie tonen har i denne periode tabt terræng, og den forkyndelse som vi måtte vende os fra og forlade infiltrerer lige så stille det, vi hører fra prædikestolene, og bliver mere og mere en naturlig del af forkyndelsen i LM. 

I LM taler vi stadig om at grundklangen i vores forkyndelse er lov og evangelium.  Det fortvivlende er, at det kan hurtigere forsvinde fra selve forkyndelsen, end fra det vi siger om vores forkyndelse. Det vi skal være sammen om i dag er lov og evangelium i forkyndelsen.  Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil gå ind i en masse teoretiske ting om det emne. Det kan vi hver især gå hjem og læse om. 

I stedet for skal vi være sammen om lov og evangelium i anvendt form. Det bliver ret snævert omkring det nye livs fødsel, og hvordan dette liv bliver bevaret. Det er noget jeg har tumlet med i alle de mange år, og som er er blevet en hjertesag for mig. Vi, der har fået som opgave at forkynde i de kristne forsamlinger, må være meget bevidste om vore lytteres grundsituation.

Det leder os straks videre til forkyndelses situationen i vore forsamlinger. Vi tænker måske ikke så meget på det, men den forkyndelse der lyder, vil jeg dele op i to former for forkyndelse, som forudsætter hver sit hos tilhørerne. 

Mange har helt mistet evnen til at skelne mellem dem, og opdager slet ikke at der bliver forkyndt så forskelligt, og ofte kan du opleve disse to slags forkyndelser blandet sammen. Jeg har til stor frustration oplevet mennesker udtrykt sig bifaldende til begge dele.

Det afslører en manglende evne til at skelne. Den ene typer forkyndelse forudsætter at mennesket har en fri vilje. Den anden type forkyndelse forudsætter at mennesket har en trælbunden vilje.

Ordene ”fri vilje” og ”trælbunden vilje” bruges sjældent i forkyndelsen. Men når du henvender dig til forsamlingen i din forkyndelse, vil din forkyndelse forudsætte en af delene. – Du vil enten forkynde som om viljen er fri, eller du vil forkynde som om viljen er bundet. - -

Det er en generalbrøler, hvis du forkynder til folk, som om deres grundforudsætning er en anden, end dén den i virkeligheden er. Et særkende ved den lutherske lov og evangelie forkyndelse er at den forudsætter, at lytterne har  en trælbunden vilje.

I mange kristne sammenhænge og frikirker som jeg selv var en del af i 13 år, og som jeg stadig gennem venner og familie har berøring med i forskellige afskygninger, forkyndes der med den forudsætning, at mennesket har en fri vilje.  Denne form for forkyndelse støder jeg mere og mere på også i LM

At disse to forudsætninger er som ild og vand, og giver to vidt forskellige former for forkyndelse, er det vigtigt for os at holde klart. Hvis du henvender dig til en bunden vilje og forkynder, som om  viljen er fri – så går det galt, og så er du virkelig på afveje. Men det er jo netop det, mange forkyndere gør.

Hvad kan du møde i den forkyndelse, der forudsætter at mennesket har en fri vilje - Og hvad er grundklangen i denne forkyndelsen?

Jeg vil pege på noget af det, som jeg har mødt. Forkyndelsen til den frie vilje ønsker at hæve  kristendommens image, så du bliver positiv over for kristendommen, så den måske til sidst får din tilslutning.- - - I denne forkyndelse fjernes det som støder. Det er jo nødvendigt, fordi det er din sympati og antiparti, der bestemmer hvad du tilslutter dig. Derfor er det så vigtigt at bevare din sympati, så din tilslutning og beslutning om at være en kristen kan bevares. – I sympatiens og tilslutningens hellige navn arbejder man på at gøre budskabet spiseligt, så du til stadighed har lyst til at høre på den - så den ikke mister din sympati, og du holder op med at komme i forsamlingen.

Forkyndelsens adresse er din vilje, som om troen er noget du kan vælge. - Forkyndelsen mål er at føre frem til en afgørelse, som ligger på din tilslutnings plan. Når den forkyndelse, som forudsætter en fri vilje hos lytterne, henvender sig til den kristne forsamling – menigheden, går den ud fra at omvendelsen er noget overstået.

Omvendelsen kan fremstå som en nåleøje oplevelse, man bare ser tilbage på, som noget der ikke skal spekuleres meget mere på. - Jeg vil lige nævne et citat fra en bog, som man i en LM bibelkreds arbejdede med. Titel er TROSMANIFESTATIONER af John Wimber.

John Wimber skriver følgende i bogen: ”Hvis du i forbindelse med din omvendelse, bare får en oplevelse, der er stor nok, vil du have en omvendelse, som du aldrig senere i livet vil komme i tvivl om ægtheden af”

Skulle du som lytter til denne forkyndelsen til den frie vilje alligevel komme i tvivl om, om din omvendelse er rigtig, er der her kun en vej frem for dig i dette system. - Du må frem til en ny afgørelse - - en ny omvendelse – en ny beslutning. For det er jo den, der må have været noget galt med.

Personligt har jeg været igennem nye beslutninger, afgørelser og omvendelser så mange gange, at jeg ikke kan tælle dem.  - Jeg kan stadig få det dårligt, når jeg kommer til at tænke på det, og på hvor let jeg kunne fastholdes i det her.

Hvis du som prædikant hopper på den her, og du i din forkyndelse forudsætter at omvendelsen er noget overstået, noget som vi bare skal se at komme videre fra, fører det dig ind i en skæv og helt anderledes forkyndelse. Sjælesorgen i din  forkyndelsen forsvinder. Sjælesorgen er husvild i den forkyndelse, som forudsætter en fri vilje hos lytterne.

Den er nu  urelevant. Der er ingen grund til at tale til de anfægtede. For hvorfor skulle der være anfægtelser, når omvendelsen er noget overstået, som der ikke er nogen grund til at komme i tvivl om ægteheden af. Her bliver din forkyndelse kraftløs og mister sin brod.

Der bliver noget hjælpeløst over din forkyndelse her. Du famler rundt, fordi du nu ikke kan finde ud af, hvad du skal forkynde til omvendte mennesker. - Måske lidt emner om dit og dat. Forkyndelsen til den frie vilje bevarer noget hos dig.

Din anspore til at arbejde med dig selv fornyes ved forkyndelsen til den frie vilje. Det er farligt, fordi det giver dig et stort løft i sindet, når du blive bevidst om, at nu bliver det anderledes fremover. Det giver en stor glæde og tilfredsstillelse for dig at få ny inspiration og anspore til at gå i gang med at få tingene til at fungere. Denne glæde og tilfredsstillelse er med til at fastholde dig. Disse oplevelser giver dig fornyet opfattelse af at være på ret vej.

Du har ikke oplevet evangeliets frihed og glæde, men i virkeligheden har du oplevet en skinfrigørelse under loven. - Loven er ret gavmild her. For det er måden du fastholdes på under loviskhedens tegn. Du kan få forkyndt som om du selv har værdi for Gud, og ikke at det er i Kristus du har værdi for Gud. Til den frie vilje forkyndes der meget ensidigt at Gud er kærlighed. Her ses der bort fra at Gud både er velsignelsens og forbandelsens Gud. 

Det at Gud er hellig og ikke tåler synd berøres ikke. På den måde fjernes Gud fra sin trone, og han får karakter af at være en ligemand. Sådan en slags kammerat som du kan forholde dig til, som du vil. Til den frie vilje forkyndes Gud og Jesus til dennesidige behov. Det at vi er kristne er noget overstået. Nu drejer det sig om at få dette jordeliv og menighedsliv til at fungere på alle måder. - Jeg tror i alle kender det utal af emner, der bliver efterspurgt, som skal gå ind i alle disse ting og hjælpe med at få det til at fungere. Og vi ender med at bliver godt tilfredse med os selv, over at komme så meget rundt i hjørnerne.

I stedet for at få forkyndt et livsskabende og livsbevarende budskab, sidder vi og lytter til en forkyndelse, som hjælper os til at tage nye livtag med os selv.  Fællesskabspleje fylder alt for meget i det her. Vi symptom behandler dårlige frugter i stedet for at forkynde det livsskabende og livsbevarende budskab, som altid vil være det sunde fællesskabs rodnet og pulsslag.

Hvorfor har den forkyndelse, der henvender sig til os, som om vi har en fri vilje, så meget vind i sejlene, og hvorfor er den så populær?

Jeg tror blandt.a. det er i den faldne menneskenatur vi skal finde svaret på det. Det faldne menneske har af natur tro på sig selv, og kan nemt infanges af det, der forkyndes på de præmisser.

Menneskenaturen vil gerne spille from og religiøs, og have input til at få tingene til at fungere.

Så længe der er input til at få tingene til at fungere, er menneskenaturen ikke sat uden for, og den arbejder gerne med på at få tingene til at fungere. Både når det angår troen og det kristne liv. Bare den faldne menneskenatur undgår at blive tilsidesat som ubrugelig, så arbejder den hellere end gerne med.

Mennesket er nemlig af natur evangeliet imod. Fordi evangeliet sætter mennesket udenfor. Nu har vi allerede bevæget os ind i forkyndelsen, der forudsætter at menneskets vilje er bundet. Luther udtrykker, at vi har en trælbunden vilje.

Når viljen til at blive sat helt uden for, og lade en anden gøre alt for dig mangler, og du hellere vil føres ind i en verden, hvor du møder input og inspiration til selv at få tingene rettet op og få det til at fungere - Må du for at blive frelst mødes med et budskab - som slår al dit eget makværk og religiøsitet i stykker, så det ligger i grus.

Her kan du mødes med nåde. - Du må føres ind i lov og evangeliespændingen, hvor dette kan tages fra dig.

Din vilje er bundet til selv at få rettet skuden op. Det er din natur imod at blive sat uden for. Forkyndelsen til den trælbundne vilje rummer en dyb erkendelse af, at troen ikke er noget, du kan vælge og derved tro.    

Derfor må du høre en forkyndelse, som er forkyndt som lov og evangelium, sådan at du føres ind i spændingen mellem de to. – Dér hvor Gud gør sin dobbelte gerning med dig. Han både nedbryder og oprejser.

I lov og evangelie forkyndelsen bliver alt taget fra dig og alt bliver dig givet. Jeg har hørt fortalt, at da Frank Jacobsen kom til Lemvig som præst, var der en kirkegænger, der sagde til ham: – Det er som om, at når det er dig der prædiker, så bliver alt taget fra mig. Til dette sagde Frank: – Det er dejligt at møde en lytter, der kan forstå, hvad jeg siger.

Selv om vi ikke kan li det, er det er jo sådan, vi skal have forkyndt – så alt tages fra os. For først dér kan alt blive os givet. Ellers blokerer vores evindelige trang til selvhjælp i alle afskygninger for nådens modtagelse. - De udelukker hinanden.

Vilkårene i evangeliet går menneske naturen aldrig med til. Den vil ikke komme til kort. Derfor må du til stadighed høre et budskab, som sætter menneskenaturen uden for, og som tager alt fra dig, og giver dig alt for intet.

Dette budskab må du høre både til liv og til at dette liv kan leve og blive bevaret. Hvis du ikke igen og igen hører dette budskab som en hellig repetition, som tager alt fra dig og giver dig alt for intet, - så glider du væk fra nåden og ind under menneskenaturens præmisser – du begynder igen at arbejde med at få tingene til at fungere i menneskenaturens egen religiøse verden – skilt fra evangeliet og nåden.

Her vil jeg gerne tage et citat af Pascal frem, hvor han rammer lige ind i kernen i et af de problemer, vi står i som forkyndere. ”Menneskets ånd er sådan, at når den har besluttet at omvende sig, tror den straks, den har gjort det”. Det her er en bidende konkret sandhed om den situation, vi står i når vi arbejder med Guds ord og forbereder os og prædiker.

Vilkårene for os er at prædike ind i den situation, at mennesket tror, det har omvendt sig, straks det har besluttet sig for det. Her må vi have hår på brystet og stå på egne ben og ikke lade os diktere af menneskers forventninger til os, men lægge røst til en forkyndelse som møder den enkelte og afslører ham der, hvor han vil slutte fred med synden og indrette sig i den. Vi må lægge røst til en forkyndelse som møder og afslører den enkelte i sin egenretfærdighed. – En forkyndelse som fører den enkelte ind for Guds ansigt for at få egenretfærdigheden skåret væk. – En forkyndelse som rækker en nåde så fri, at den fuldstændig udelukker menneskets eget makværk.

Det er nødvendigt, fordi du af naturen tror, at du bestemmer over troen, men det gør du ikke. Sandheden er, at det er troen, der bestemmer over dig. Troen sidder ikke i dit intellekt. Troen sidder ikke i din vilje og troen sidder ikke i bevidsthedslivet.

Hvor sidder troen da? Troen fødes på en sådan måde, at den har sin livskim et sted  uden for alt bevidsthedsliv, et sted hvor du ikke selv er herre over den. Du kan ikke sige, nu vil jeg tro, og derved tro, og du kan på den anden side opleve det sådan, at der ingen tro er, og så ér troen der alligevel.

Troen fødes et sted dybt i dig, uden for din intelligens, uden for din bevidsthed. Gud føder troen ved sin Ånd, gennem nådens midler. Jeg er så glad for, at jeg har erfaret (Bl.a. gennem anfægtelser), at troens hjerteskud har plantet sine rødder uden for min vilje og bevidstheds rækkevidde.

Der var en gang, hvor jeg tænkte at det er mig, der bestemmer over troen, men i dag ved jeg, at det er troen, der er bestemmende over mig. Det er den, der får mig til at se hen til Jesus og håbe på frelse ved ham, selv om jeg mener, jeg ingen tro har.

I det øjeblik en synder råber til Jesus, i det øjeblik (IKKE BLIVER HAN FRELST) men i det øjeblik er han allerede frelst. For det at tro og det at råbe, det at tro og det at komme, det hører i sandhed sammen, men det er ikke det samme .

Derfor er Troen noget uudsigeligt, ubeskriveligt, underfuldt og gådefuldt, som gives i hjertet i et øjeblik – hvad enten vi føler det eller ej. –  Når troen er givet ved det som høres, så råber vi, så kommer vi, så vælger vi, så beder vi, og er allerede frelst før vi råber. – Det er troen, der får os til alt dette, men vi tror så nemt, at det er alt dette, der får os til at tro.

Derfor hviler jeg i, at troen kan være en virkelighed uanset hvilken situation, jeg måtte komme i. Den kan være en virkelighed, når jeg sover. Den kan være en virkelighed, hvis jeg skulle blive dement, eller komme til at ligge uden bevidsthed i en respirator.

Det er kun vi mennesker, det er svært for. Fordi vi vil kunne favne Gud, og det han gør med vore tanker.  Vi glemmer helt at Gud selv siger: at lige så høj som himlen er over jorden, er hans tanker over vore tanker.

Troen er derfor en tillid til Herren, der indgives i hjertet ved løfterne - en gave til hjertet ved at Gud virker på hjertet med sine nådemidler. For nådemidlerne (Ordet og sakramenterne) de er tegn for løfterne og bærere af løfterne.

Alene ved den tro får vi syndernes forladelse - nåde hos Gud, og retfærdighed i Kristus. - At komme til den tro, det er Guds værk i vore hjerter, ved nådemidlerne. At komme til denne tro er det samme, som at blive omvendt, genfødt, levendegjort og trøstet i Gud.

Du kan vælge at blive en kristen, og give dig til at leve som en kristen på samme måde , som du kan vælge at blive muslim eller hindu og begynde at leve som en sådan, men du kan ikke vælge den tro, som gør dig til en kristen for Gud.

Du kan vælge din omvendelse; du kan beslutte dig for at følge Kristus, men den tro, hvor evangeliet er en Guds kraft, en ny hellig ånd, og en fuld vished, dén kan du ikke vælge. Den kan du ikke beslutte dig til. Den må skabes ved Den Hellige Ånd. - Den må skabes, fornyes og bevares af Den Hellige Ånd ved det du hører.

Der forkyndes meget til den valgte tro – på den valgte tros præmisser. – Den valgte tro er også en tro, men ikke den tro som bærer på den yderste dag. Som prædikant skal du være klar over, at du ikke kan appellere troen ind. Den må fødes ved det budskab, der høres.

Når det nu er sådan, at du ikke med viljen kan vælge troen, må du have det forkyndt som føder troen.

Hvad er så denne tro uden gerninger? Den tro som frelsen står og falder med. Den er ingen gerning i sig selv, og ikke nogen form for moralsk eller ceremoniel aktivitet. Den er hjertets tillid og fortrøstning til Gud, til Jesus Kristus, en tillid som fødes af løfterne om frelse af nåde,- en nåde som har sin grund i Kristi son offerdød.

Tillid - tro - er i sig selv slet ingen aktiv handling, men det er en fortrøstning til Guds person (Jesu person), som stoler på at Gud er sandru, nådig og barmhjertig i henhold til sine løfter.

Hvad skal vi forkynde?

1 kor. 1, 21 = For da Gud i sin visdom ikke ville at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom , besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab der prædikes om. Eller den gamle oversættelse: Gud besluttede ved prædikenens dårskab at frelse dem som tror.

Du skal forkynde dårskaben - du skal forkynde det uforståelige for menneske-naturen. Ellers forkynder du mod Guds beslutning. Du kan finde på alt andet. Men det er kun ved at lægge røst til dårskaben, at du er på linie med Gud. Men du skal være klar over, at du vil få mennesker imod dig her, for et kødeligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Gud. – Det er ham en dårskab – han kan ikke forstå det - - men vi skal ikke forsøge at gøre dårskaben forståelig. Den er en anstødsten. Vi skal bare lægge røst til dårskaben, og lade tilhørerne være Guds ånd i vold. Nogle vil støde an på anstødstenen, og dårskaben vil forblive en dårskab. For andre vil dårskaben blive en Guds kraft til frelse. Men vi som forkynder, skal bare lægge røst til dårskaben.

Jeg kommer altid til at tænke på den rige yngling i forbindelse med det her. Han fik lov til at gå bort. Jesus kaldte ham ikke tilbage for at gøre dårskaben forståelig for ham.

Forkynd lov og evangelium med direkte adresse og sjælesørgerisk klarhed. Det er vigtigt at forkyndelsen er præcis, når den går ind og afdækker sjælstilstandene. Den skal være præcis når den går ind og afdækker egenretfærdigheden i dit liv. Den skal være præcis når den afslører synden i dit liv. Den skal være præcis, når den afslører de afveje, som du så let glider ind på i dit liv med Gud. Den må ikke bare slå i blinde, så den skaber en udefinerlig uro, som du ikke kan stille noget op med. Men afvejen skal afsløres præcis, så du ser afvejen i dit liv, hvis du er på den.

Det er vigtig at forkyndelsen er præcis, når den forkynder nåden, så den går ind og siger du til dig. Forkynd ikke nåden som begreb, men lad nåden og evangeliet have direkte adresse, så lytteren sidder alene med Gud og får rakt det nye liv personligt – får rakt frihedens budskab personligt. Troen kommer af det som høres.

Rom. 10,17

Du kan føres over fra død til liv ved det evangelium, som du hører.

- - Hvordan går det til? - - - - -

Det evangelium du møder i ordet om Jesus, er budskabet om at Jesus har sonet din synd - - - - netop din synd. Jesus gjorde dit regnskab op på Golgata, og så hører du, at alt det Jesus har gjort, alt det som han er: Det har du gjort. - Det er du i Guds øjne. - - -

- - - - Hvad siger du til det ?  ?  ? - -

Hvis du afviser det i vantro, skaber det ikke tro i dit hjerte. - - - - -  Men - hvis du hører det og tænker: DET er for fantastisk, alt for godt til at være sandt, - så fortæller det at ordet er begyndt at virke i dit hjerte.

Fra første øjeblik dit hjerte fatter tillid til Jesus, så er du et frelst menneske, også selv om du ikke kan finde troen. Den præcise lov og evangelie forkyndelse efterlader dig alene sammen med Gud til bekendelse, opgør og barnekår.

Forkynd  lov og evangelium med sjælesørgerisk klarhed. Med sjælesørgerisk klarhed mener jeg at sjælesorgen går ind og afslører afvejene, så lytteren ikke skal gå fortabt, at den går ind og afdækker nåden for hjerterne, så de ser sig frie i evangeliet. Forkyndelsen skal afsløre vildskuddene og forkyndelsen skal række nåden med sjælesørgerisk klarhed og direkte og personlig adresse. – Det er i denne forkyndelse troen fødes og bevares

Skal jeg bevares ved jeg, at forkyndelsen skal sige du til mig. Der skal forkyndes, så jeg ikke kan krybe uden om. Husk - troen er ikke noget der vælges. Den fødes.

HUSK! ! - Frelsen er ikke noget overstået, som du som forkynder skal se bort fra i forkyndelsen til frelste mennesker. Det er et liv som næres og bevares og lutres ved det samme budskab, som det blev født ved. Det kan give dig frimodighed til at forkynde lov og evangelium - også for kristne mennesker.                                              Forkynde et livsbevarende budskab for dem.

Forkynd til tro - forkynd til bevarelse af troen - forkynd til rodfæstelse af troen. Forkynder du som om tilhørerne har en fri vilje? Eller forkynder du det, som føder troen i et hjerte med den bundne vilje?

Hjertet med den bundne vilje, som ikke selv kan vælge troen, må have det forkyndt som føder troen. Når troen er født, er det ikke noget overstået. Men det er liv som lever. Og det er liv som lever ved det samme, som det blev født ved.

Troen som er født ved det, som høres, må leve sit liv i en verden, som er dette liv imod. Derfor kan det aldrig blive noget overstået, som vi lægger bag os for at komme videre. Troen lever sit spinkle liv sammen med en natur, som selv vil være i centrum og ikke vil give pladsen fra sig til en tro, som lever på at have fået alt for intet.

Ind i den situation skal du som forkynder række et budskab. Holder du ikke den situation for øje mister du frimodigheden og bliver rådvild over for, hvad du skal forkynde til kristne mennesker. Men da troen bliver holdt i live ved det samme budskab, som den blev født ved, skal vi ikke være rådvilde når vi forkynder.

Troen er et liv, der er blevet født i spændingen mellem lov og evangelium. Hvis troen skal bevares må den leve i denne spænding.

Du må leve i den daglige omvendelse. Den daglige omvendelse er et liv som du lever i lov og evangelium, hvor du afsløres og ledes ind i et opgør med synden – et liv hvor du får afdækket din egenretfærdighed og bliver ført ind i et opgør med den. Her tages alt fra dig, og alt kan blive dig givet. Forkyndelsen til kristne mennesker er altså den samme lov og evangelie forkyndelse, som de kom til liv ved.

De må ledes ind i det liv (den daglige omvendelse), hvor alt tages fra dem og alt bliver dem givet. Den daglig omvendelse er livet som lever og til stadighed må fornyes. Glemmer vi det, kommer vi på afveje.

Vi forholder tilhørerne det, som deres åndelige liv skal blive bevaret og vokse ved. Amen

Vi synger:

Du kan ikke tro, o, men kære, så hør.

 nr. 351 

Prædikantmøde Sønderjylland/Vestjylland

15/16. januar  2005

Peder Mikkelsen.