Kommentarer til Willow Creek-konceptet som det er blevet formidlet i  Danmark
Artikkel v/ Hans E. Nissen og Mikkel Vigilius.(LMH Danmark)

 Willow Creek-konceptet - også som det er blevet formidlet i dansk  sammenhæng er på en række centrale punkter helt uforeneligt med den  luthersk-rosenianske linie. Det drejer sig ikke mindst om synet på, hvad  der giver åndelig kraft og åndelig frugt i vores arbejde.

Den  luthersk-rosenianske linie har i overensstemmelse med Skriften betonet   åndens fattigdom, ordets iboende kraft og Guds udfoldelse af sin  overvældende magt midt i vor afmagt. Willow Creek lægger bl.a. i Smittende  tro - vægten et helt andet sted og anbefaler en bestemt måde at tænke og  leve og arbejde med os selv på for at udvikle personlige færdigheder og  egenskaber, der gør os i stand til at øve maksimal påvirkning på andre mennesker. Og man fastslår frimodigt: ...når vi gør vores del af   missionsbefalingen, vil han gøre sin del ved at lade vores indsats lykkes.  Jesus forsikrede os med andre ord om, at når vi sætter hans plan i værk,  vil vi øve maksimal påvirkning af verden omkring os. Vi vil se menneske  efter menneske    komme til tro, blive smittende kristne og tilslutte sig stadigt mere  smittende menigheder. (ST s.238) Denne tænkning om en bestemt plan og
 arbejdsmåde, der med sikkerhed vil føre til omvendelser, succes og  kirkevækst er meget udbredt i dag, men er ikke desto mindre dybt ubibelsk  og helt uforenelig med den luthersk-rosenianske teologi.
 
 På den danske hjemmeside for Willow Creek - www.willowcreek.dk - finder man  en omtale af det i Danmark afviklede Willow Creek-kursus Værdibaseret  forandringsledelse og bilag herfra. Kurset blev afholdt 5. april 2002. I  bilagene siges det rent ud, at omdannelsen af en menighed i retning af en  profil efter Willow Creeks idealer vil føre til splittelse. Det anbefales,  at modstanderne af det nye koncept får en sørgeperiode, hvorefter de må  acceptere forandringerne. I modsat fald vurderer man, at det er bedre for  dem at finde en anden menighed. Forbliver de som kritikere i menigheden,  anbefales det, at man behandler dem efter retningslinierne i Mt 18 og  således i sidste instans udstøder dem af menigheden. Fordi de har modsat  sig Willow Creek-konceptet!
 
 Problemet med Willow Creek er det samme som med så mange andre kristelige  bevægelser, der for en tid kan fremvise store resultater og opnå stor  opmærksomhed:  at noget andet en hovedartiklen om retfærdiggørelsen ved tro  på Kristus rykker i centrum og bestemmer teologien. Det kan være en god  ting, f.eks. evangelisation, som sættes i centrum, men når dette gode  bliver det samlende og afgørende og bestemmende, forvrides hele teologien  bort fra evangeliet om Kristus i en lovisk og trosnedbrydende retning. I  Willow Creeks tilfælde kan man bl.a. iagttage denne forvridning på flg. Tre  områder:

 1) Første trosartikel og tjenesten for Gud i kald og stand nedtones indtil  det ubetydelige til fordel for en ny ?munkekristendom?, hvor den egentlige  tjeneste for Gud består i at evangelisere og tjene i menigheder med en  evangeliserende profil. Eksempelvis talte Bill Hybels ved den anden  konference i København dybt nedladende om præster og andre medarbejdere,  der trak sig tilbage fra aktiv menighedstjeneste for at studere, holde  orlov eller overgå til verdsligt arbejde.  Ingen kan være i tvivl om, at  denne ensidige fokusering på evangelisationen er gavnlig for kirkevæksten i  hvert fald i første omgang. Men er det bibelsk?

2) Nådegaverne er mangfoldige ifølge Skriften og dækker mange  forskellige sider af
 menighedslivet. Langt fra alle tager direkte sigte på evangelisation,  hvorfor vi som kristne også i forskellig grad må se det som vores kald at  gå ind i og sætte tid af til evangeliserende arbejde. Denne bredde og  forskellighed spiller så godt som ingen rolle i Willow Creeks undervisning.

 Her fremstilles det, som om vi alle har nådegave til at evangelisere blot   forskellige nådegaver. (ST s. 228) Og når det gælder menighedslederne,  fastslås det meget enkelt og direkte, at alle ledere - og særligt  prædikanterne må være rollemodeller i personligt at sætte tid og kræfter af   til strategisk at nå ud til kirkefremmede. (ST 225 f.)  Er det sandt? Ingen  tvivl om, at det fremmer evangelisationen og den ydre kirkevækst, men er
 det sandt? Hvis ikke, lægges der her en tung fordring ind over alle kristne  ledere og prædikanter, som ikke er givet af Gud, men af mennesker og dermed  helt igennem lovisk.

3) Hensynet til de svage og anfægtede samvittigheder spiller en stor rolle   i NT, og det betones bl.a. i Rom 14 at man i menighedens arbejde og i  tilrettelæggelsen heraf må vise respekt for disse samvittigheder og strække  sig meget langt for at vise hensyn til dem. Denne tone og tankegang er helt  fraværende i det, som formidles fra Willow Creek bl.a. i Smittende tro. Her  fremstilles de, som er skeptiske og anfægtede i forhold til en
 modernisering af menigheden efter Willow Creek-konceptet, som  selvcentrerede personer, hvis holdning ikke har krav på nogen videre  respekt eller hensyn. Hvis nogle f.eks. har problemer med eller anfægtelser  ved larmende ungdommelig musik i menigheden som evangelisationsmiddel, så  fremstilles det som et udtryk for, at de ikke sætter fortabte mennesker  højt! (ST 223) Denne indstilling til de svage samvittigheder går stik imod  den vejledning, som LM s ledelse udsendte for få år siden i  musikvejledningen.
 
 Det er åbenbart, at vi som lutherske kristne kan modtage impulser og  inspiration fra reformert sammenhæng. Det har vi også gjort tidligere i de  danske missionsforeninger. Mange af vore evangeliserende og oplærende  arbejdsformer er således overtaget fra reformert sammenhæng ligesom mange  af vore sange. Der vil givetvis også være noget, vi kan lære af en menighed  som Willow Creek. Men det er ikke så enkelt at se, hvad det er, for  menigheden er dybt præget af falsk og forførende teologi. Skal vi modtage  noget herfra, må vi derfor først gå ind i en kritisk teologisk undersøgelse  og vurdering af kirkens teologi og praksis. Vi må skelne og sortere mellem  godt og skidt. Først efter en sådan grundig vurderingsproces kan vi se  klart, hvad vi kan lære af og bruge hos os selv. Det, der måtte være godt,  kan vi så formidle ind i vor egen sammenhæng på grundlag af og i sammenhæng  med en klar evangelisk luthersk forkyndelse og undervisning om
 evangelisation og menighedsliv. At åbne for Willow Creek-inspirationen uden en sådan forudgående undersøgelse og sortering må betegnes som uforsvarligt.
 
 Vi taler ofte ret entydigt om de reformerte, som om de udgjorde én bestemt  teologisk gruppering med samme åndelige og teologiske profil. Det er ikke  tilfældet. Blandt de ikke-lutherske evangeliske kristne må vi skelne mellem  forskellige grupperinger.

1) De klassisk-reformerte og klassisk-anglikanske lægger stor vægt på  menneskets fortabthed, den trælbundne vilje og Guds alenevirken i  omvendelsen ved Ånden og Ordet. Dem står vi på mange måder meget nær. Når  vi tidligere har oversat reformerte bøger til dansk har det altovervejende  været fra denne gruppe reformerte, vi har hentet dem. (I denne gruppe  finder vi folk som Martin Lloyd-Jones og R.C. Sproul.)

2) De armenianske reformerte mener, at mennesket har en fri vilje til selv  at vælge, om det vil omvende sig og tro, og har derfor udviklet en  evangelisationsform, hvor en udfordrende forkyndelse af synd og nåde munder  ud i en appel til at beslutte sig for omvendelse. Denne gruppe står vi  teologisk på større afstand af. (Her finder vi folk som Billy Graham og  Luis Palau.)

3) Kirkevækst-grupperingen lægger vægt på at anvende de metoder og  arbejdsformer i evangelisations- og menighedsarbejdet, som  erfaringsmæsssigt viser sig mest effektive med henblik på at tiltrække  kirkefremmede og opnå den størst mulige ydre kirkevækst. Man er  pragmatikere og satser på det, der virker. Forkyndelsen af synd og nåde  glider i baggrunden. Ikke desto mindre hævder man, at man fastholder den  gamle teologi. I denne sidste gruppering er Bill Hybels og Robert Schuller  aktuelt de ledende frontfigurer. Denne gruppering er meget kontroversiel  selv blandt reformerte! Reformerte fra den førstnævnte gruppe ser generelt  med meget stor betænkelighed på Bill Hybels og hans arbejdsmåde, og han  møder fra denne side stærk og vedholdende kritik for at udhule, underminere  og forråde den klassisk-evangeliske teologi. På denne baggrund virker det
 meget lidt naturligt i en læremæssigt bevidst luthersk sammenhæng at gøre
 brug af netop ham!
 
 Willow Creek kræver, at alle, der ønsker at blive aktive medlemmer af  kirken, skal skrive under på, at der ikke findes nogen tjenestedeling  mellem mand og kvinde ifølge Bibelen, og at de med glæde vil side under  kvindelige lærere i menigheden. Dette krav om at fornægte det klassiske  bibeltro syn bliver så meget mere rystende af, at Bill Hybels under en  konference i Stavanger for et par år siden åbent vedgik, at han fandt  Bibelens vejledning på dette område svært forståelig.
 
 En af grundpillerne i vores luthersk-rosenianske arv er, at Gud fører os  ind i spændingsfeltet mellem lov og evangelium. I dette spændingsfelt gør  han sin dobbelte gerning med os. Han knuser og oprejser. Her bæver vi, og  her jubler vi. Det er her, Gud fører os ind i evangeliets frihed. Disse  hemmeligheder i lov og evangelium, som er noget af det dyrebareste i vores  arv, er Willov Creek og Smittende Tro fremmed over for. Det er uforenligt  med den omvendelsesforståelse, som vi møder i Smittende Tro. Her er hele evangelisationssystemet bygget op om, at vi gennem maksimal påvirkning  fører mennesker gennem en harmonisk proces frem til en afgørelse.  Evangelisationsmetoden forudsætter, at mennesket har en fri vilje, og at  omvendelsen er en beslutning - en afgørelse. Man kan sige og mene, at det  ikke er det, vi skal lade os inspirere af. Men i bogen Smittende Tro finder vi dette som en væsentlig del,  og i det undervisningsmateriale, som bliver  brugt i dansk sammenhæng: deltagermanual,  ledermanual, cd rom og videobånd,  lægger langt det meste af stoffet  udelukkende op til denne afgørelse.

Ud fra en luthersk teologi må vi lægge  afstand til den beslutningsbaserede omvendelsesforståelse, men Willow  Creek-undervisningen i dansk sammenhæng forudsætter den og bygger næsten  udelukkende op til den. Når folk er ført frem til denne afgørelse, er de  ført et sted hen, hvor de bekender sig som kristne, men endnu er er
 fremmede for lov- og evangelium-forkyndelsen, og givetvis vil reagere  stærkt imod den, hvis de møder den. De forstår den ikke. Det er godt og  meget glædeligt, når et søgende menneske under indtryk af vore vidnesbyrd  og forkyndelse når frem til en afklaring om, at det gerne vil være en  kristen. Det kan føre frem til dåb eller til en anden form for ydre  bekendelse af troen på og omvendelsen til den treenige Gud. Men det er  afgørende for den åndelige og evangeliske kraft i vores arbejde, at vi  bevarer en klar bevidsthed om, at den frelsende tro skabes og fornyes af    Gud selv gennem ordets forkyndelse og tilsigelse i lov og evangelium.  Denne bevidsthed må forme både vores teologi, vores sjælesorg og vores
 evangelisationsarbejde.
 
 v/   Hans Erik Nissen og Mikkel Vigilius (LMH – Danmark)